FREDERIK: Ja, samtalen — som form — har det med at finde sin egen vej, som kan være svær at kortlægge forud. I stedet skal vi skabe et eller flere kort efterfølgende. Lidt skarpt sagt er tanken altid et skridt bagud, når man taler, men den er et skridt foran, når man skriver.
RANE: Det er en eksplorativ rejse. Og samtalen fungerer bedst, hvis de, der deltager i den, har et reelt ønske om at flytte sig. Det er tvivlen igen — hvis du har den som udgangspunkt, har du også muligheden for at flytte dig i en samtale — ja, og i det hele taget.
. . .
TOR: Jeg var i min bog Mærk verden meget interesseret i båndbredder. Da jeg skrev bogen, havde jeg arbejdet med journalistik og lavet fjernsyn i nogle år, og det var interessant, hvordan man kunne interviewe folk på forskellige måder. Der var interviews lavet på skrift — båndet skrift, mailkorrespondancen. Der var dem lavet via telefonen, hvor man kan høre reaktioner. Og så var der tv-interviewene, optaget på video, hvor hele ansigtet er synligt. Der var enorm stor forskel på, hvor meget man kunne se og fornemme mennesker i de forskellige former — når man læser dem, hører dem og ser dem.
Jeg lavede meget lange interviews på video med forskere — jeg ville have dem til at tænke, mens de talte, det var så kedeligt ellers — og når jeg stillede dem spørgsmål, de ikke kunne lide, kunne man tydeligt aflæse det i deres ansigter. Hvis man kørte videoen én billedeframe ad gangen, blev det tydeligt, hvordan forskeren i mikrobevægelser skar ansigt. I real time gik det så hurtigt, at man ikke så det, men man registrerede det jo alligevel ubevidst.
Det, der sker, når man er i rum sammen og kan se hinandens blikke, hinandens tvivl og hinandens kropssprog, det er, at man indgår en slags pagt sammen. Det er nemmere at danne et fællesskab. Det er svært at opretholde på afstand — f.eks. over Facebook.
Det fysiske samvær giver plads til at være uenige, for man behøver ikke hele tiden at bekræfte relationen — det sker næsten af sig selv i og med den fysiske nærhed.
Når man skriver til hinanden, skal man altid indlede med at skrive høfligheder for ligesom at bekræfte relationen, og først derefter kan man udtrykke uenigheder.
SVEND: Hvis vores samtale havde foregået på Facebook, ville et ord som Trump nok være blevet en samtale-stopper. Så havde jeg tænkt: “Rane kan godt lide Trump” — hvad du, Rane, ikke kan, men det havde nok været min fortolkning. Og du havde nok tænkt: “Sikken en idiot, Svend forstår ikke en amerikansk arbejderklasses begrundelser for at stemme på Trump. Han er et elitært røvhul.” Og så var det stoppet der, og vi var ikke nået videre.
Du siger, Tor, at vi har en pagt, hvilket er et fint ord. Man lytter på en anden måde, man holder måske igen med nogle automatreaktioner, man tvivler måske faktisk lidt.
FREDERIK: Ja, skrift skaber forestillingen om, at ting er, hvor tale giver fornemmelsen at de sker. Og når man sidder sammen, er fortolkningerne flere og i konstant udveksling. Man skal virkelig mene noget, stå aktivt imod, hvis ikke de andres fortolkninger skal så tvivl i en. Det er langt mindre krævende at sige det, man mener, og holde fast i den mening, hvis man sidder for sig selv bag skærmen.
TOR: For mange år siden til et foredrag i Sverige for en masse erhvervsledere var der en stor svensk erhvervsmand — jeg kan ikke huske hvem — der havde en meget simpel ledelsesfilosofi: Hvis han skulle sige noget behageligt til folk, kunne han sagtens nøjes med at skrive en besked. Hvis han derimod skulle sige noget virkelig ubehageligt, ville han gøre det face to face.
Det er den samme tankegang. Det er helt normalt at sætte sig med folk og sige: “Der er noget, vi skal tale om…” Men det går ikke at sende et brev med teksten: “Jeg er ked af, at du er et dumt svin.”
Man skaber nogle frihedsgrader ved fysisk at være sammen. Man kan selvfølgelig stadigvæk blive uvenner, men sådan er det jo altid.